Jeg sad i Nepal, på en afsides bjergside, i en pagoda, og blev undervist af en buddhistisk læremester, i det som han kaldte "The Art of Living" da han overraskende nok sagde, at det var fuldstændig det samme som "The Art of Dying".

 

Men hvordan kan det at dø være det samme som det at leve? Det lyder dystert, men det er alt andet. Faktisk er det livsbekræftende.

 

I over 2500 år har der eksisteret buddhistiske meditations traditioner, som har til formål at sætte mennesker fri af deres lidelser. I alle disse år er traditionerne givet videre, fordi mennesker har haft brug for hjælp til at komme ud af deres lidelser. Det kom meget bag på mig, at andre også oplever indre uro og ulykke, og at de har gjort det i så mange år, fordi jeg selv har haft svært ved at indse det faktum i mit eget liv.

 

Jeg oplever ofte en rastløshed, meningsløshed og frustration i måden vi lever på, og tydeligvis er det ikke noget nyt. Faktisk har mennesker i tusinder af år været opmærksomme på at komme denne indre ulykkelighed til livs. Min nuværende situation er altså ikke unik, og mine problemer er ikke nye. Det nye ligger måske i, at vi ikke kigger tilbage i tiden for at finde løsningen på moderne problemer, men tyr til medicin og moderne videnskab.

 

På bjergsiden i Nepal, hvor jeg opholdt mig i to uger, var vinden kølig, og luften var fyldt med lyde fra den nærliggende landsby og deres husdyr. Også de vilde aber, som levede i træerne omkring os, larmede en del. Selve stedet, hvor jeg befandt mig, var fyldt med mennesker, der, ligesom jeg, modtog undervisningen i at meditere og forstå sig selv. Men der var ikke en lyd at høre fra disse mennesker omkring mig, læremesteren krævede nemlig total stilhed døgnet rundt som symbol på, at vi dedikerede vores ubestridte opmærksomhed til undervisningen.

 

Undervisningen gik i alt sin enkelthed ud på at rette sin opmærksomhed indad. At blive bevidst. At lære at meditere.

 

Jeg tilbragte 14 timer i døgnet i lotusstilling på gulvet, spiste ikke efter kl. 12.00 og sov på en spånplade. Selvom alting forgik i stilhed, blev jeg stillet overfor fysiske såvel som psykiske udfordringer, der overgik alt, hvad jeg tidligere havde oplevet.

 

Alle, der har prøvet at kigge indad og være selvbevidste, ved, hvilken stor lidelse det kan være. At møde sig selv i stilheden og uden nogen mulighed for flugt. Vores hverdag i dag er bygget op omkring flugt fra os selv. Det eneste, vi har lært, er at flygte - det lærer vi at gøre igennem stimulanser fra bøger, computere, tv, smartphones osv. I skolen lærer vi ikke at sætte os ned, lukke øjnene og mærke efter, hvad kroppen fortæller os. Vi lærer ikke at kigge indad og forstå vores egne signaler og egne værdier.

 

Og hvorfor er det vigtigt? Det gavner at kunne rette opmærksomheden indad, ikke fordi vi skal være selvoptaget, som man kunne fristes til at tro. Tværtimod. Det er for at kunne sætte os selv fri fra vores eget selvbillede og vores optagethed af ”jeg” og den måde, vi fremstår på.

 

Men hvordan kigger man indad? Meditation er en god metode til dette. Via kropsscanning, der guider en observering af kroppen, bliver det tydeligt, at intet af det vi oplever indeni holder ved over tid. Ingen følelser eller sanseindtryk er permanente, de forsvinder. Alle følelser, fysiske smerter og tanker kommer og går indenfor få sekunder. Derefter opstår noget nyt, kun for at forsvinde igen og give plads til noget nyt. Kunsten ligger i at acceptere, at alle oplevelser er midlertidige for at kunne undgå at reagere på dem og lade dem styre os.

 

Bevidstheden, om at alting er midlertidigt, kan også overføres til andet i livet. Når du er ved at hidse dig op i Netto, eller når du står midt i en stor personlig smerte eller sorg, så er oplevelsen kun midlertidigt, selvom det føles altomsluttende i øjeblikket. 

 

Men hvordan kan bevidstheden om, at alting er midlertidigt, sætte os fri?

 

Ved at kigge indad kan vi forstå, hvor meget vores lidelser tager udspring i, at vi klamrer os fast til vores eget selvbillede. Vi kan forstå, hvor meget tid vi bruger på at opretholde den identificering, vi har med os selv. Det er vores selvskabte fængsel. Hvis vi ikke kan give slip på os selv, kan vi ikke være åbne for andet - så kan vi ikke lukke verden ind, lukke livet ind, lukke andre ind og finde rigtig mening. 

 

Den meditations tradition, jeg er uddannet i, tager udgangspunk i, at tre ting er skyld i vores lidelser:

1. Cravings (en stærk lyst til noget)

2. Aversions (afsky overfor noget)

3. Ignorance (ikke at være bevidst)

 

Vi er konstant i et stadie af, at vi enten har en stærk lyst til noget (f.eks. at være succesfuld) eller afsky overfor noget (f.eks. at fejle). De to drivkræfter kontrollerer vores bevidsthed i vores dagligdag - uden at vi opdager det - så vi reagerer ubevidst for at opnå eller undgå dem. Dermed bliver vi ignorante - altså ubevidste.

 

Når vi er ubevidste om, hvad vi i virkeligheden reagerer på, så har vi tendens til også at give andre skylden for vores ulykke. Hvis vi derimod bliver opmærksomme på, hvad vi oplever og accepterer den fornemmelse, men ikke reagerer på den, kan vi sætte os selv fri. På den måde kan vi også tage ansvaret for vores liv tilbage og undgå at beskylde andre mennesker for, hvad der sker for os i livet. Som min lærermester sagde: ”Ingen andre kan gøre dig hverken glad eller ulykkelig, kun du selv kan gøre dig glad eller ulykkelig”.

 

Et eksempel på vores daglige blinde reaktioner kan være, at jeg ind imellem føler en stærk trang til at lykkes med en opgave, hvilket fører til at jeg bliver opslugt, stresset og hele mit humør påvirkes af, hvordan det går med opgaven. Det er ikke hensigtsmæssigt for mine omgivelser eller for mig selv at være sur og irritabel. Hvis jeg derimod fornemmer, at jeg har en trang til at lykkes med min opgave men samtidig er bevidst om, at trangen er midlertidig, så kan jeg bedre adskille mig fra følelsen og bruge kræfter på at nå i mål med min opgave. Dermed lader jeg ikke opgaven eller resultatet definere mine følelser. Jeg er altså balanceret, rolig og konstruktiv i arbejdet med opgaven, indtil jeg lykkes med den.

 

Hvis vi kan være bevidste omkring nuet, uden at reagere, men bare ved at observere, så kan vi leve mere balanceret. Når tiden kommer, kan vi dø balanceret, fordi vi observerer hændelser med en forståelsen af, at intet varer evigt, alting ændrer sig hele tiden. Dét var pointen, som min lærermester underviste.

 

Essensen er, at vi kan sætte os selv fri, når vi lever opmærksomt og vidende omkring os selv, når vi kan observere situationer uden at reagere blindt. Når vi kan agere frem for at reagere.

 

Når jeg i dag oplever perioder, hvor jeg flygter fra mig selv, bliver jeg opmærksom ved, at jeg overstimulerer mig selv med arbejde, Netflix og sociale aftaler. Så ved jeg, at det, jeg i virkeligheden har brug for, er ro, bevidsthed og meditation. Men det er også de tidspunkter, der er sværeste at finde roen i.

  

Jeg er hverken buddhist eller religiøs men åben for alt, hvad der kan sætte mig fri som menneske. Og alle der øver sig i at meditere ved, at det ikke nødvendigvis er hverken nemt eller sjovt. Mange mennesker har oplevet fordelene ved meditation, men har stadig svært ved at få sat sig ned og gøre det regelmæssigt. Det er ikke fordi vi er dovne, det er fordi det er hårdt at være bevidst - så er der ingen autopilot, til gengæld er der et åbent vindue for at sætte os selv fri.

 

Desværre kan vi ikke læse os til oplevelserne af frihed. Meditation kan kun læres ved at gøre det. Heldigvis er definitionen på meditation blot at observere og fokusere vores sind. Så hvis du sætter dig ned, lukker øjnene og mærker efter i din krop, så mediterer du.

 

Jeg er stor tilhænger af, at du finder nogle teknikker, som virker for dig igennem praktisk øvelse. Selv er jeg uddannet og har draget meget nytte at traditionerne indenfor Vipassana meditation, men heldigvis findes der mange lettilgængelige ressourcer så som Insight timer app til at komme i gang med guidede meditationer eller bare tidsindstillet stilhed. Hvis du har brug for mere håndfaste metoder for at holde dig selv fast, vil jeg anbefale, du finder en underviser, der kan hjælpe dig til at opleve præcis hvor stor friheden kan være. 

 

Jeg ville ønske, at jeg ærligt kunne sige, at jeg i dag er fuldstændig fri. Jeg kæmper stadig fra tid til anden med meningen og frustrationerne i mit liv, men forskellen er, at jeg nu kan lade mange følelser gå uden at reagere på dem. Det sætter mig fri til at fokusere på de ting, som er vigtige for mig og at kunne være den version af mig selv, som jeg helst vil være.

 

Om det er nok til at kunne give slip på den sidste dag med balance i sindet og bevidsthed om, at alting er midlertidigt, vil kun tiden vise. Men jeg forstiller mig, at hvis livet kan blive mere balanceret, så må døden alt andet lige også blive det.